Erhvervsejendom med stort potentiale
På Hammerbakken 18 i Birkerød udbydes en mindre og funktionel erhvervsejendom, der i en årrække har været anvendt til maskinfabrik og værkstedsformål.
Ejendommen er beliggende i det etablerede erhvervsområde Erhvervsbyen i Birkerød og henvender sig navnlig til den mindre håndværks-, produktions-, service- eller lagervirksomhed, der ønsker egen ejendom med en kombination af værkstedsfaciliteter, administration og gode udendørs disponeringsmuligheder.
Ejendommen omfatter en grund på 1.256 m² og en fritliggende erhvervsbygning på 307 m², opført i 1968.
Bygningen er opført i ét plan med facader i gule mursten og saddeltag og er indrettet med værstedshal samt mindre administrations- og personalefaciliteter.
Værkstedsdelen udgør ejendommens væsentligste areal og giver mulighed for en række forskellige erhvervsmæssige anvendelser. Hertil kommer bl.a. kontor, køkken/frokoststue, toilet- og badefaciliteter, omklædning samt fyrrum.
Udenomsarealerne er delvist asfaltbefæstede, mens arealerne bag bygningen hovedsageligt er befæstet med stabilgrus. Der er således gode muligheder for parkering, varetilkørsel, manøvrering og – inden for de gældende planmæssige rammer – udendørs disponering.
Ejendommen fremstår i ældre og overvejende oprindelig stand, og en køber må påregne modernisering og løbende vedligeholdelse. Det giver samtidig mulighed for, at en kommende ejer kan indrette og opgradere ejendommen efter egne driftsmæssige behov.
Et interessant element er ejendommens forholdsvis store grund i relation til det nuværende bygningsareal. Ejendommen er omfattet af Lokalplan 84 og er ifølge vurderingsmaterialet beliggende i område 2, der kan anvendes til lettere industri-, håndværks- og servicepræget virksomhed. Lokalplanen angiver for område 1-3 en maksimal bebyggelsesprocent på 50.
Ejendommen er centralt placeret i Birkerøds erhvervsområde med gode vejforbindelser mod det øvrige Nordsjælland og hovedstadsområdet.
Køber skal påregne omkostninger til istandsættelse af ejendommen, hvilket der er taget højde for i prisfastsættelsen.